Oldtidsfund og metaldetektorer til åben udgravning

Forberedelserne til Bering-Beder vejen har givet Moesgaard Museum mulighed for at lave de største prøvegravninger i 15 år. Det har bl.a. resulteret i fundet af en jernalderboplads fra 100 f.Kr.-100 e.Kr., som du kan komme helt tæt på lørdag den 29. september klokken 10-14.

Program

Rundvisninger kl. 11 og kl. 13

Vi mødes ved teltet, hvor du kan følge med udgravningsleder Signe Helles Olesen tilbage til fortidens landskab og høre om de spor, vi har fundet efter fortidens mennesker, og hvad vi håber at finde på strækningen fra Bering til Beder.

Tøm kommodeskuffen
Har du et fund fra oldtiden liggende? Så tag det med og mød arkæologerne Henrik Skousen, Rasmus Birk Iversen og Karin Poulsen fra Moesgaard Museum, der vil fortælle, hvad det er, hvad det har været brugt til, og hvornår det er fra.

Med øret mod jorden
Mød en metaldetektorfører og hør om de fund, man kan gøre med metaldetektoren. Prøv selv en af vores metaldetektorer.

Prøv at solde
Mange fine fund dukker op i soldets finmaskede net. Mød amatørarkæologerne og vær selv med til at vaske fundene frem.

Ikke med te-ske
Udgravningen vil være i gang, så du kan følge med i hvordan arkæologerne arbejder i felten, og hvilke redskaber de bruger.

Praktisk information

Udgravningen ligger ved Henriettegård mellem Beder og Malling på vestsiden af Oddervej. Du kan se udgravningen fra Oddervej. Fra Oddervej skal du dreje ned af Nymarksvej, hvor der vil være parkering på marken foran Henriettegård.

Der vil blive et begrænset antal midlertidige p-pladser til arrangementet. Derfor opfordrer vi alle med mulighed for det til at gå eller cykle.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Følg begivenheden på Facebook (åbner nyt vindue).