FAQ: Ekspropriation/åstedforretning

I går offentliggjorde vi materiale for den kommende åstedsforretning/ekspropriation (Gå til nyheden).

Berørte lodsejere har modtaget materialet via e-Boks, hvor der er en nærmere beskrivelse af indgrebet hos den enkelte.

Vi har dog fået flere generelle spørgsmål, som andre måske også brænder inde med. Svarene på de spørgsmål kommer her.

Kan det passe, at der mangler flere stier i materialet for åstedsforretningen?

Helt korrekt. Vi er fortsat i forhandling om løsningerne, og det er primært ved Mårslet, vi endnu ikke er helt på plads. Der mangler også lidt afklaring ved sportsanlægget Egelund ved Malling. Vi arbejder på den endelige løsning, og ekspropriation til disse stier vil derfor komme lidt senere i processen.

Vi har valgt at sikre den hurtigst mulige afklaring for de beboere, som får den nye vej til nabo, og derfor er ekspropriationen delt op i to dele. Stierne og forslag til den endelige løsning er undervejs, og planerne vil blive forelagt de respektive fællesråd og lodsejere hurtigst muligt. Vi vender tilbage med en nyhed, når dette arbejde er på plads.

Hvorfor mangler der et stykke vej ved Beder?

Det sidste stykke vej fra Oddervej til Bering-Landevej er lidt specielt, da vi arbejder på en optimering af geometrien, efter vi for nylig ændrede rundkørslen til et signalanlæg ved Oddervej. Når vi eksproprierer, skal vi kende de helt specifikke afgrænsninger, og derfor har vi udsat denne korte strækning til anden runde ekspropriation sammen med stierne.

Vi håber, vi kan fremlægge det endelige signalanlæg kort efter påske, hvorefter vejstykket kan offentliggøres.

Jeg er blevet pålagt byggelinjer, men har ikke fået noget materiale i e-Boks?

Byggelinjerne rammer langt flere ejendomme, end det faktiske vejanlæg vil. Byggelinjerne blev pålagt for at sikre, at der ikke blev opført bebyggelse, som ville stride mod den nye vej. Med den endelige placering på plads vil disse byggelinjer blive aflyst eller erstattet af mindre indgribende linjer.

Der vil dog gå et stykke tid, inden dette sker. Skulle man i mellemtiden stå med et ønske om ny bebyggelse, kan vi eventuelt give en dispensation.

Betaler kommunen for udgifterne til en advokat eller rådgiver i forbindelse med den foranstående åstedsforretning?

Som udgangspunkt betaler kommunen ikke udgifter til rådgivning. Der kan dog være tilfælde, hvor sagen har en kompleksitet, som gør, at vi afviger fra dette. Men det klare udgangspunkt er, at der ikke ydes betaling for ”sagkyndig bistand”.

Det er til gengæld normalt, at man modtager et beløb, hvis man efter modtagelsen af den endelige afgørelse om ekspropriation (forventet omkring sommerferien) ønsker at klage over afgørelsen. Det er altså i tilfælde, hvor sagen skal behandles af Taksationskommissionen, at der er kutyme for, at denne kommission tillægger et beløb til sagkyndig bistand. Beløbets størrelse varierer fra sag til sag og udgør ikke nødvendigvis den samlede omkostning.

Jeg har et ændringsforslag, jeg gerne vil have jer til at overveje, men er det for sent nu?

Den reelle høring starter nu. Det betyder, at der er 4 uger til at kigge materialet igennem og gøre sig overvejelser, og efter Åstedsforretningen er der yderligere 4 uger.

De i alt 8 uger betragtes som en høringsperiode, og bemærkninger og forslag, der fremlægges i denne periode, vil blive fagligt vurderet. Vi kender ikke alle forholdene i detaljer, så derfor er det også en stor hjælp for os, hvis I påpeger elementer, som kan optimeres eller som bør undersøges nærmere.

Vores bedste mulighed for at lave tilpasninger er, hvis vi får kendskab til kritiske forhold hurtigst muligt, men vi behandler naturligvis alle bemærkninger frem til udløbet af høringsperioden. Herefter fremlægges projektet for byrådet, hvor jeres bemærkninger tilføjes sammen med vores vurdering og anbefaling. Herefter træffer Byrådet den endelige beslutning.

Det er vigtigt for os at gøre helt klart, at der også efter den endelige beslutning kan opstå nye udfordringer. Fx i tilfælde af forhold, som I ikke havde gennemskuet konsekvensen af forinden. I disse tilfælde er vores holdning, at I er vores/vejens nye naboer, og vi ønsker selvfølgeligt at have et godt naboskab. Indenfor lovens og økonomiens rammer vil vi derfor arbejde positivt med at tilgodese jeres ønsker.

Hvornår får vi svar på de bemærkninger, vi indsender?

Vi vil selvfølgelig bestræbe os på at give svar hurtigst muligt. Men vi vil også være ærlige og sige, at det bliver svært at fremsende personlige svar på alt, vi modtager, inden dette forelægges politikerne til beslutning.

Alle henvendelser bliver fagligt vurderet, men hvis ikke vi kan nå at give jer personligt svar inden den politiske behandling, vil svaret fremgå af den endelige beslutning, I modtager. Når der meddeles en beslutning, vil der også være vedlagt en klagevejledning, hvor vi guider til, hvordan man kan klage over afgørelsen. 

Jeg troede, jeg også skulle eksproprieres, men har ikke modtaget noget materiale?

Hvis dette er tilfældet, er det rigtig skidt. Der kan jo ske fejl, så tag straks kontakt til os, så vi sikrer, at vi retter den. Den manglende besked kan også skyldes, at der er sket ændringer siden oplægget i VVM-rapporten, og vi derfor helt undgår at berøre din ejendom. Eller at du først indgår i anden runde, som omhandler stiforløb og strækningen ved Beder. Men vi hører meget gerne fra dig, hvis du er i tvivl.