Godt samarbejde om en træls, men nødvendig periode

Den 21. september spærrede vi krydset ved Hovedvejen/Torshøjvej/Hovvejen, fordi krydset skal udvides med to spor i begge retninger og svingbaner. Krydset bruges normalt af 15.000 bilister hver dag, der nu bruger flere alternative ruter, da der ikke var én oplagt løsning.

En måned inde i spærringen er tilbagemeldingen, at trafikken flyder.

Spærringen er generelt forløbet rigtig godt indtil videre. Trafikafviklingen fungerer godt. Der er naturligvis en række ret store gener for lokale beboere i de områder, hvor der kører tung trafik lige nu, men vi ved, at det er for en periode. Det ser også ud til, at mange har fundet alternative ruter uden om Kolt og Hasselager.
Karen Balling Radmer, formand for Kolt-Hasselager Fællesråd

Fællesråd og grundejerforeninger med på råd

Det har været vigtigt at inddrage beboerne i området, hvor en del af trafikken er blevet fordelt til. På et borgermøde gennemgik vi et oplæg til trafikafviklingen, hvor beboerne havde mulighed for at bidrage med deres lokale kendskab.

Mødet var præget af lokalt engegement, og sjældent er så dårlige nyheder blevet modtaget så velvilligt. Der var en helt klar holdning til, at vi skulle lykkedes, og det gav nogle konstruktive forslag, vi kunne arbejde videre med.
Carsten Thomsen, projektleder, Teknik og Miljø

Fællesrådet føler også, at de er blevet inddraget.

Vi har især været inddraget i trafikafviklingen ved, at projektgruppen aftalte med fællesrådet, at vi skulle skyde hårdt på de foreslåede måder at afvikle trafikken på og her tage afsæt i vores lokale kendskab. Det var vores oplevelse, at vi dermed bidrog til at finde frem til de bedste måder at afvikle trafik på.
Karen Balling Radmer, formand for Kolt-Hasselager Fællesråd

Udover fællesrådet har grundejerforeningerne også været med på råd. De har indsamlet input til trafikafviklingen og videregivet dem til projektgruppen. Beboere uden tilknytning til en grundejerforening blev opfordret til at tage direkte kontakt til projektgruppen.

Vi oplever, at samarbejdet har været forbilledligt. Der har været nysgerrighed på de lokale forhold, et meget positivt afsæt i at involvere lokalområdet, og at vi kan spille hinanden gode, sådan at situationen kan håndteres bedst muligt.
Karen Balling Radmer

Se dronevideo af krydset fra d. 29. oktober 2020. Videoen er optaget af AAKJAER Landinspektører