Specialdesignet bro til kronhjorte, rådyr og dådyr

I det sydlige Aarhus lever flere hundrede kronhjorte og massevis af rådyr og dådyr. Når vi anlægger en 12 km lang vej gennem landskabet, har vi fokus på at passe på naturen og dyrene i området. En 50 meter bred faunabro over Bering-Beder vejen skal sammen med 19 meter bred bro over Giber Å  give kronhjorte rådyr, dådyr og flere andre dyr de bedste levevilkår på trods af vejen.

Den store faunabro på 50 meter er meget bred i forhold til andre faunapassager. Det skyldes kronhjortene i området, som stiller nogle helt særlige krav til en faunapassage. De vil ikke bevæge sig gennem snævre eller mørke åbninger. De har brug for plads, lys og uforstyrrede områder. Med den brede bro forsøger vi at sikre kronhjortenes udvikling og skabe en mere trafiksikker vej. Med broen sørger vi for, at dyrene fortsat kan bevæge sig nord- og sydpå.
Lars Hoppe, biolog, Teknik og Miljø

Når den brede faunabro på 50 meter står færdig, vil den have høje skærme på siderne for at undgå, at bilernes lys skræmmer dyrene. Rundt om broen planter vi træer og buske, så dyrene kan gemme sig. Der vil også være adgang forbudt for mennesker på broen, der er forbeholdt dyrene, da dyrene ellers let skræmmes væk.

Man vil opleve, at broen passer ind i omgivelserne. Det har været vigtigt, at den ikke har virket tung i landskabet, selvom den er 50 meter bred.
Carsten Thomsen, projektleder, Teknik og Miljø

Klar i 2021

Broen på 19 meter krydser Giber Å ved Testrup. Derfor har vi lagt vandløbet om under anlægsarbejdet. Arbejdet med den faunapassage er allerede langt. Broens vægge er støbt og venter på at få ”tag” på. Vi forventer, at broen står færdig i starten af 2021.

Flere faunapassager

Langs Bering-Beder vejen kommer i alt syv faunapassager. Her kan alt fra padder til grævlinger trygt og sikkert passere vejen uden, at de skaber farlige trafiksituationer på vejen.

Det skaber nogle farlige trafiksituationer, hvis fx en hundrede kilo tung kronhjort løber ud foran bilerne, der kører med 80 km/t. Broen og de andre faunapassager er derfor også en vigtig del af en trafiksikker Bering-Beder vej.
Carsten Thomsen

Alle faunapassagerne laves som passager under vejen, mens den store faunabro til kronhjorte, rådyr og dådyr føres over vejen.

Visualisering af den 19 meter brede faunapassage: