Hvad gemmer sig under vejen? #3

Vi kender alle bronzealderens gravhøje, der pryder landskabet ved for eksempel Edslev og Hovvejen syd for Kolt. Men på trods af de iøjnefaldende monumenter har samme tids mennesker desværre ikke efterladt sig mange spor fra bopladserne. Da arkæologerne gravede på Ingerslev Hede, gjorde de derfor et sjældent fund. Her fandt de et lille lerkar, kun 5 centimeter højt, med fint svunget bug og tynd, udsvajet rand. Karret er dekoreret med en fin streg og ligner den tids typiske keramik.

Det eneste sted, karret udskiller sig markant fra andet keramik, er altså på størrelsen. Om karret har været brugt i husholdningen eller om det har været en symbolsk offergave, er ikke til at sige. De små offergaver blev fremstillet alene som offer og blev for eksempel gravet ned ved stolperne til husene for at bringe gudernes gunst, beskyttelse og lykke til huset og dets beboere.

En tredje mulighed er, at karret er et ”legetøjskar”, altså et almindeligt køkkenredskab fremstillet i barne- eller dukkestørrelse. Det kender man også fra andre brugsgenstande fra oldtiden, hvor for eksempel stenøkser er lavet i så små størrelser, at det næsten ikke kan være til andet end leg.